Fireogtres sekunder. Det var alt, hvad Matias Galarza behøvede for at hamre en raket fra 25 yards forbi Türkiye og notere turneringens hurtigste mål, og på en eller anden måde var det det roligste øjeblik i Paraguays aften. For kort før pausen fik Miguel Almiron sig selv udvist og efterlod Paraguay til at forsvare en føring på ét mål med ti mand i femogfyrre minutter plus tillægstid, og det gjorde de med roen fra et hold, der simpelthen nægtede at gå i panik.

Türkiye skrev i mellemtiden et af de mest spektakulære nederlag, du nogensinde vil se. De pressede, de flankede, de skød, og skød, og skød. Over to kampe samlede de 62 forsøg og scorede i alt ingenting, det største antal forsøg uden mål over to på hinanden følgende kampe i turneringens historie. Det er ikke uheld. Det er et afslutningsproblem så dybt, at det fortjener sin egen dokumentar.

Vincenzo Montellas hold er ude, slået ud efter to nederlag i træk, og det grusomme er, at de ikke engang var dårlige, bare allergiske over for målet. Paraguay, en mand i undertal og et mål foran, forsvarede, som om deres liv afhang af det, og går derfra med en berømt sejr. Nogle gange belønner fodbold de modige. Nogle gange belønner den bare det hold, der lagde en i nettet.