Hør her, kamp. Du havde ÉT job: være det store åbningsnummer ved den største VM i historien, 48 hold, tre værtsnationer, hele planeten som publikum. Og dit første træk var en sydafrikansk målmand der blev nutmegget i det niende minut af en angriber der bogstaveligt talt bare samlede en løs bold op fra en turnover. Julián Quiñones slog ikke Ronwen Williams med et tordenskud eller et geni-øjeblik. Han slog ham mellem benene. Nutmeg. Ved VM. I minut ni. Du satte tonen med det samme, og den tone var 'organiseret kaos krydret med pinlighed.'

Så besluttede Sydafrika, allerede bagud med et mål og i gang med at spille mod den højeste stadion på kontinentet, at den rigtige strategi var at samle røde kort som om de var limited edition merchandise. Yaya Sithole fik sit i det 50. minut for at fælde en friløber, og så, som om inspireret af en holdkammerats ofring, fulgte Themba Zwane ham i bruseren i det 84. minut og efterlod Bafana Bafana med ni mand. NI. De spillede med fem forsvarere før de røde kort, hvilket i sig selv er at bede midtbanen om at dække kvadratmetrene fra et lille land. Efter udvisningerne blev den plan til en filosofisk abstraktion. Mexico havde ti markspillere mod syv. Den taktiske kamp var slut på det tidspunkt; kampen blev en aggressiv session af keep-away.

Mexico, det skal siges til deres fordel, spildte ikke den numeriske fordel fuldstændigt, og Raúl Jiménez headede et indlæg fra Roberto Alvarado ind i det 67. minut til sit allerførste VM-mål i sit fjerde forsøg ved turneringen. Det var oprigtigt rørende. Og så besluttede César Montes, Mexicos egen midterforsvarer, at han også havde brug for et rødt kort i det 92. minut for at forhindre en målscoringsmulighed for en ni-mands side der næppe truede. Tre røde kort. Slutresultat 2-0. Du var ikke en fodboldkamp, du var dommerens kardioprogram.