Tres sekunder. Så længe holdt Skotland VM-drømmen intakt i Boston, før Marokko greb fat i den ældste skotske tradition, der findes, og slukkede lyset. Et mål i åbningsminuttet er et slag i mellemgulvet i enhver kamp, men mod Skotland lander det som en efterfølger, ingen bad om, for alle i tartan har set denne film og købte alligevel en billet.

Skotland skal have ros for ikke at bryde sammen. De pustede, de pressede, de vandt hjørnespark, de gjorde alt undtagen den ene ting, der betaler sig, nemlig at sætte bolden i nettet. Marokko forsvarede imens med en ro, der grænsede til det fornærmende, sugede presset til sig og kontrede, som om de havde noget bedre for. Dette var et hold, der styrede en kamp, og et hold, der styrede deres egen sorg.

Marokko er den egentlige historie her, et ægte fremragende hold, der styrede aftenen fra første fløjt og næsten ikke kom op at svede. Men det varige billede er udebanesektionen, der sang for fuld hals længe efter resultatet var afgjort, for at støtte Skotland er mindre en hobby og mere en straf, der afsones med et smil.