Femogfyrre minutter af høfligt ingenting, og så en mesterklasse. Marokko behandlede første halvleg af en ottendedelsfinale ved VM som en let opvarmningsjogtur, alt på tværs og uden hastværk, indtil nogen i omklædningsrummet tydeligt mindede dem om, at vinderen booker en kvartfinale, og taberen flyver hjem. Atlasløverne kom ud til anden halvleg som et helt andet hold.

Azzedine Ounahi lavede skaden to gange, det første lagt til rette af Achraf Hakimi på et frispark, det andet en kølig afslutning, da kampen allerede var afgjort. Brahim Diaz føjede et stykke historie til med sin fjerde VM-assist, en ny afrikansk rekord, og serverede for Rahimi til tre-nul i tillægstiden. Klinisk når det gjaldt, usynlig når det ikke gjorde.

For en neutral tilskuer tjente denne kamp først billetprisen ind efter pausen. Effektivt, nådesløst, professionelt, ja. Medrivende, ikke rigtig. Marokko gjorde præcis det, et godt hold gør mod en underlegen modstander: ventede og slog så til. Bed bare ikke nogen om at se den første halvleg igen.