Daizen Maeda gav os et aegte ojeblik i det 56., den slags afslutning der vaekker et stadion, og i seks glorvaerdige minutter troede Dallas, at det sa en dyst. Sa svarede Anthony Elanga i det 62., tavlen kom i balance, og begge hold huskede stille, at de allerede var videre.

Derfra lagde kampen sig til rette i turneringens mest komfortable uafgjorte, to lejre der beskyttede ben og stolthed i stedet for at jage en sejr, ingen havde brug for. Intensiteten brod ikke sammen, den lagde sig bare blidt til en lur. Man kunne maerke begge baenke regne den ud og kunne lide svaret.

Det var ikke darlig fodbold, det var risikofri fodbold, den slags man ser med et oje, mens man tjekker de andre grupper. To rene afslutninger fra to fremragende angribere, pakket ind i fyrre minutters gensidig respekt. En fin forret, bare lad vaere med at lade som om det var hovedretten.