New Zealand marcherede ind i Los Angeles, scorede to gange ved Elijah Just og rejste alligevel hjem med et enkelt point, hvilket er fodboldens svar på at få topkarakter til eksamen og så skrive det forkerte navn på forsiden. Chris Wood plagede kanterne hele aftenen, lagde begge mål op som en mand, der har læst forsvarskædens dagbog, og All Whites kunne alligevel ikke beskytte en føring, de havde fortjent to gange. Man taber ikke denne kamp, men man nægter pure at vinde den.

Iran nægtede imens at være en fodnote. Ramin Rezaeian prikkede det første udlignende mål ind efter at have reageret hurtigst på et blokeret skud, og Mohammad Mohebbi headede Rezaeians indlæg ind via den fjerne stolpe til det andet. Nogle af disse spillere havde ikke rørt en bold i en officiel kamp på klubniveau siden februar, efter at deres hjemlige liga blev suspenderet, og de fandt alligevel benene og trodsen til at trække denne kamp tilbage fra de døde to gange. Det er ikke held. Det er stædighed med et pas.

Slutresultatet er en Gruppe G, hvor alle fire hold ligger på et enkelt point, hvilket betyder, at hele denne kamp rykkede stillingen med præcis ingenting, mens den underholdt alle, der så med. Et perfekt VM-paradoks: nervepirrende, dramatisk, fra mål til mål og fuldstændig uafgjort. Du kom efter en vinder og gik med en stemning.