Whack's Museum

Tierra Whack træder ind i Whack's Museum uden features, med tolv numre, syvogtyve minutter og en stolthed på størrelse med Liberty Bell, og ærligt talt fortjener hun det meste af det. Dette er hendes måde at kræve sine blomster, mens hun stadig lever til at dufte til dem, og barsene bakker hende op: surrealistiske, tætte, sjove, den slags skrivekunst, der belønner en tredje gennemlytning. Efter det mere konceptuelle World Wide Whack planter hun her begge fødder og rapper, som om hun har noget at bevise. Hagen ved det er, at syvogtyve minutter knap er længere end den gennemsnitlige pendlertur, og et museum så kort efterlader halvdelen af fløjene tomme. Whacks idéer ankommer i glimrende glimt og forsvinder så, før de helt lander, så du går derfra blændet og en smule sulten og ønsker, at hun havde ladet sine bedste koncepter ånde i stedet for at spurte forbi dem. Selvtillid så høj fortjener et fuldlængdealbum, der matcher. Alligevel, når hun låser sig fast, er der næsten ingen, der gør det som hende. Detaljen, kadencen, nægtelsen af at lyde som nogen anden, det hele er her, og det er det stærkeste, hun har lydt i årevis.