My Mess, My Heart, My Life

Myles Smith ankommer til sit debutalbum, sådan som popmusik næsten altid ankommer i dag, single for single, med Stay (If You Wanna Dance), Drive Safe, My Mess og Hold Me in the Dark allerede ude før den fulde plade. Han kalder det det mest ærlige, han nogensinde har lavet, hvilket er det, enhver kunstner siger om ethvert album, og singlerne bakker det op med stor, stampende, festivalklar oprigtighed, designet til at blive sunget tilbage af fyrre tusind mennesker på én gang. Håndværket er ægte. Smith skriver et omkvæd, der sætter sig bag øjnene på dig, og hans stemme har den varme, let knækkede oprigtighed, som radioen elsker. Problemet er, at formlen, hymneagtig akustisk opløftelse med et fodtramp og et længselsfuldt hook, er den mest overfyldte bane i moderne pop, og på singlerne gør han endnu ikke noget i den, som ikke et dusin andre oprigtige unge mænd med guitarer også gør netop i år. Ærlighed er en god hensigt og en dårlig erstatning for særpræg. Albummet læner sig op ad følelsesmæssig åbenhed frem for pæne konklusioner, hvilket er beundringsværdigt, men åbenhed rammer kun, hvis stemmen nedenunder lyder som ingen anden. Myles Smith kan tydeligvis skrive et hit. Det næste træk er at skrive et, der kun nogensinde kunne have været hans eget.