The Wow! Signal
Muse · Alternative Rock
“Du brugte tyve år på at love Black Holes 2 og leverede det endelig, hvilket betyder, at dit store comeback er en fortsættelse af hvem du var.”
Matt, du har truet i tyve år med at skrive Black Holes and Revelations 2, og på The Wow! Signal gjorde du det endelig, hvad kritikere kalder dit bedste album i to årtier, og hvad Sally kalder et skjult kompliment i en rumdragt. 76 på Metacritic, NME henrykt over space-rock-ikoner, der vender tilbage til deres form, et kosmisk koncept om kontakt med noget større. Det er oprigtigt dit mest sammenhængende og mindst oppustet album i år, og meget af det skyldes, at du er holdt op med at skrive AI fan-fiction og ladt ægte menneskelig sorg komme ind. Fordi hemmeligheden er skilsmisse. Befriet fra det cyniske selvroset i Will of the People og simulationscosplay fra Simulation Theory, lyder du menneskeligt igen. The Dark Forest åbner stærkt, Hexagons er et ægte Pink Floyd møder Steven Wilson mesterværk, Cryogen og neon disco-funk fra Nightshift Superstar beviser, at du stadig kan bygge et stadion ud af intet. Når Muse sigter, rammer Muse stadig. Så glipper anden halvdel. Space Debris er en kedelig træk, der slæber sig fem og en halv minut uden at bygge noget, Be With You er den langsomme og sentimentale elegi, som ingen ville have fra Muse, og selv fans indrømmer, at formlen kan læses som selvparodi. Bedst på tyve år er ægte ros. Det fortæller dig også stille og roligt, hvordan de sidste tyve år gik.
Oprigtigt dit mest fokuserede og følelsesmæssigt ærlige album i en generation. At bytte konseptuelle tricks for ægte følelser passer dig godt, og på sit højdepunkt er dette det band, der oprindeligt fik mennesker til at blive forelsket i dig.
The back half drifts into space
“Reviewers singled out Space Debris as a dull plod that meanders for five and a half minutes without building to anything, and Be With You as slow and soppy.”
The fix Cut the filler. A tight 9 track version of this is a triumph; the bloat is the only thing dragging it back to earth.
The formula edges toward self-parody
“Even sympathetic fans concede the Muse template can read as paint-by-numbers parody of itself, big falsetto, bigger riff, cosmic dread on repeat.”
The fix Keep chasing the human angle that powers this record, not the stadium reflexes. The divorce wrote your best songs here, not the synth presets.
Think your track survives me? Drop a link.
A full teardown from €2,99. No mercy.