Splat!

Deep Purple lavede et konceptalbum om menneskehedens endeligt og kaldte det Splat!, hvilket er den mest Deep Purple-agtige beslutning man kan forestille sig. Konceptet, ifølge Ian Gillan, er ikke en rå apokalypse, men en metamorfose, slutningen på fysisk eksistens som en transformation til noget helt tredje. Det er genuint tankeprovogende, ambitiøst, endda lidt smukt. Og så husker man at det hedder Splat!, en titel der falder ned som en insekt på en bilrude, og så forstår man at man har at gøre med mænd der har gjort dette i halvtreds år og nægter at tage pakken seriøst selv når indholdet er dødsseriøst. Musikalsk set er det gevinsten her. Bandet kalder det Deep Purples tyngeste album i mange år, og kritikerne er stort set enige, de giver Splat! 79 på Metacritic og generelt positive anmeldelser. Det er deres sjette plade med producer Bob Ezrin og anden med guitarist Simon McBride, og McBride har helt klart tændt et bål under et band som havde alle mulige grunde til at holde balancen. Arrogant Boy, Diablo og Guilt Trippin dukkede alle op som singler der slog hårdere end et band af denne alder burde kunne. Spændingen i det hele er det sjove ved det. Her er en storslået meditation over artens død, leveret af en gruppe der kaldte det som en tegnefilm lydfølge, og på en eller anden måde gør alvorligheden og tosseriet hinanden bedre. Sally kom klar til at lave grin med en legacy-act der lavede nummer quattotyve halvhjertede. Hun forlod stedet og måtte indrømme at Splat! rent faktisk rammer.