I Built You a Tower

The Roast

“Toogtyve år hos Atlantic, og hvad fik Death Cab ud af det, en stribe stadig mere polstrede album, der lød som sorg med et huslån. Så selvfølgelig sælges skiftet til ANTI- som en befrielse, bandet endelig frit til at være lille igen, og den mest kyniske del af mig vil rulle med øjnene over en tilbagevenden til formen, der annonceres så højt. Her er problemet med det øjenrul, pladen fortjener det stort set. John Congleton skræller bandet ned til tråd og nerve, math rock-trækningerne minder om The Photo Album-æraen, hvor Gibbard stadig lød sulten i stedet for komfortabel, og sangene handler om sammenbrud, rigtigt sammenbrud, verden der ender i slowmotion, mens du vasker op. Gibbard har altid været popmusikkens mest omhyggelige sørgende, en mand der kunne skrive en mindetale over en parkeringsbøde, og på I Built You a Tower har han endelig et emne, der fortjener præcisionen. Er det Transatlanticism, nej, og hold op med at spørge, det lyn bor i 2003 sammen med din gamle frisure. Men det er det første Death Cab-album i to årtier, der lyder som et band med noget på spil i stedet for et veteranband, der høfligt vedligeholder brandet. Jeg kom for at begrave dem. Irriterende nok mødte de op i live.”

The Bright Side

Nøgenheden er ægte. Congletons produktion efterlader fingeraftryk og båndstøj i mixet, og bandet lyder som fem mennesker i et rum i stedet for en abonnementstjeneste. Gibbards tekster om sorg og om at fortsætte er konkrete og usentimentale, melodierne hænger ved uden at tigge, og glimtene af emo og math rock føles husket frem for genopført. Når et band med niogtyve år på bagen laver sin skarpeste plade i to årtier, siger man det ligeud: denne var værd at bygge.

Hardest Sneer

“Det tog Death Cab toogtyve år hos et majorselskab at huske, at de var gode, dengang ingen betalte dem. Sorg performer åbenbart bedre uden en marketingafdeling.”

Issues (3)