She's the He

Giv Siobhan McCarthy kredit for modet. Hun tog det giftigste talepunkt i moderne politik, den rovgriske dreng der lyver sig ind i pigernes omklædningsrum, og byggede en fræk dimissionskomedie ovenpå, som var det en udfordring. En uge før dimissionen springer bedstevennerne Alex og Ethan ud som transkvinder for at kvæle rygtet om, at de er bøsser, og det der begynder som den dummeste plan i teenagefilmens historie, størkner langsomt til noget sandt. Det er en præmis, der burde eksplodere på affyringsrampen. I stedet flyver den, mest fordi filmen ved præcis, hvis joke den stjæler, og hvem der får lov at le sidst.

Misha Osherovich er grunden til, at det fungerer. Ethan går ind i nummeret som en punchline og kommer ud som et menneske, og Osherovich spiller den langsomme erkendelse med øjne, der udfører mere fortællearbejde end halvdelen af manuskriptet. Nico Carneys Alex får den bredere rolle, rænkesmeden der jagter sit crush gennem en dør, han har løjet sig igennem, og han er sjov, men filmen mister synligt interessen for ham, hver gang Ethan er på lærredet. Birollerne, heriblandt Suzanne Cryer og Mark Indelicato, udfylder en skole, der føles beboet frem for castet af en algoritme. Og når pyjamasfest-scenen kommer, den hvor joken stille holder op med at være en joke, går det op for en, at al frækheden var en trojansk hest hele tiden.

Det er ikke en fejlfri maskine. Filmen krydser highschool-drejebogen af med en duksedrengs flid, makeover-montage, kæmpefest, tilståelse i sidste øjeblik, og indie-budgettet viser af og til sine sømme i fladt lys og forjagede indstillinger. Tredje akt spurter mod sine løsninger, som om klokken allerede har ringet. Men her er lyspunktet, og det lyser virkelig. Det her er en komedie lavet af transpersoner, der betror en fjendtlig præmis til et klogt publikum og vinder væddemålet. Latteren er ægte, hjertet er fortjent, og et sted raser en kommentator over, at den joke han selv opfandt, blev taget fra ham og fortalt bedre. Det alene er billetten værd.