Reckless

Der findes en bestemt slags film, der dukker op sidst i maj med en titel på ét ord på plakaten, en grov stemme i traileren og en mand i læderjakke, der roligt går væk fra noget, der lige er eksploderet bag ham. Reckless er præcis den film. Det er den med så stor selvsikkerhed, at man næsten må beundre den for det.

Plottet er nøjagtigt det, du forestiller dig. En mand med et stille liv og en tragisk fortid trækkes tilbage i kampen. Der er en datter, eller måske en niece, eller en ung kvinde, han for år tilbage lovede at beskytte. Der er østeuropæiske skurke, der aldrig når det trusselsniveau, som musikken bliver ved med at insistere på. Der er et forræderi fra en mand i jakkesæt, som lander med samme effekt som en flueskærmsdør, der smækker.

Det mærkelige ved Reckless er ikke, at den er dårlig. Den er ikke dårlig. Den er noget mere deprimerende end dårlig. Den er professionelt tilstrækkelig. Hver afdeling har gjort sit arbejde på et acceptabelt niveau, hovedrolleindehaveren leverer sine tre brummende replikker med den trætte værdighed hos en mand, der ved, at royalties dækker bådafdraget.

Der findes et helt økosystem, der er afhængigt af, at film som denne eksisterer. Streamingbiblioteker har brug for fyld. Flysæder har brug for indhold, der ikke knækker en passager emotionelt i ti tusinde meters højde.