The Verdict
Dette er din anden spillefilm, McCarthy, og du gik lige forbi det sophomore-slump, der sluger de fleste instruktører. Efter Caveat gik du all-in på uhyggen i stedet for budgettet, og tilbageholdenheden er hele pointen.
Krogen er herligt sindssyg: et blindt synsk medium bruger en menneskestor træmand til at finde ud af, hvem der myrdede hendes tvillingesøster. På papiret er det en creepypasta-udfordring. På skærmen fik du den til at lande, hvilket er det sværere magiske trick.
SXSW 2024 kronede denne som en af årets mest skræmmende, og en 96 procent kritiker-score bakker dem op. Du tjente mund-til-mund den langsomme vej: ved faktisk at være skræmmende, ikke ved at være høj.
What it nails
- ▲En præmis så mærkelig, at den ikke burde virke, udført med nok overbevisning til, at den absolut gør.
- ▲Carolyn Bracken, der tager dobbelt-tjans som begge tvillingesøstre og giver hver enkelt en distinkt puls.
- ▲Træmanden som horror-objekt: statisk, menneskestor og værre, jo længere kameraet dvæler.
- ▲Mund-til-mund-skræk bygget på spænding og afsløring frem for jump scare-volumen.
What it botches
- ▼At læne sig op ad en blind-synsk-medium-anordning, der beder publikum købe en masse overnaturlige regler på én gang.
- ▼En mordmysterium-motor, der lejlighedsvis må stoppe uhyggen for at levere eksposition.
- ▼En anden-spillefilm-skala, der holder verden lille, når et par set-pieces tigger om at trække vejret.
- ▼At ride så hårdt på ét centralt gimmick, at resten af castet bliver møbler omkring det.
Who it's for
Slow-burn horror-syge, der vil foruroliges, ikke bankes, og enhver, der hørte SXSW-buzzen og vil vide, hvad skrigene handlede om.
Who should skip
Seere, der har brug for væg-til-væg-action og finder et enkelt uhyggeligt objekt siddende i et rum en spildt fredag aften.
The whole story lives on the hub