It Follows

David Robert Mitchell, du tog cirka 2 millioner dollars og en enkelt elegant idé, en forbandelse videregivet gennem sex, legemliggjort af en enhed, der simpelthen går mod dig, og byggede en af de definerende indie-horrorfilm i 2010'erne. Efter en langsom udrulning indtjente du omkring 23 millioner, hvilket på det budget er et lille mirakel. Præmissen er den slags rene mareridtslogik, de fleste studier betaler millioner for at fejle: du kan ikke løbe fra den for evigt, du kan kun give den videre.

Her er, hvor jeg skubber. Den drømmelogik, der gør dig hypnotisk, gør også dine regler glatte, og klimakset i poolen læner sig op ad en plan, der er mere stemning end strategi. Enhedens ubarmhjertige gang er genial, indtil et par scener har brug for, at den bevæger sig hurtigere eller langsommere for spændingens skyld, og sømmene viser sig. Den retro-men-tidløse forstadssetting er smuk og bevidst desorienterende, men nogle seere forvekslede tvetydighed med, at manuskriptet ikke afsluttede sine egne tanker. Du er mere interesseret i stemning end mekanik, hvilket er en styrke, indtil det kortvarigt ikke er.

Den lyse side er hele grunden til, at du blev en kultsensation: atmosfære så selvsikker er sjælden. Disasterpeaces synth-score er en karakter, fotograferingen forvandler almindelige gader til noget liminalt og forkert, og Maika Monroe forankrer frygten i et ægte, skræmt ansigt. Du beviste, at et lille budget plus ét urokkeligt koncept slår en oppustet effekt-rulle hver gang. Du er ikke fejlfri. Du er uforglemmelig, hvilket er den sværere ting at være.