The Evil Within

Du gav nøglerne tilbage til Shinji Mikami, manden der opfandt Resident Evil, og bad ham lave 'ren' survival horror igen, hvilket er spil-ækvivalenten til at bede den oprindelige kok om at fikse den franchise, han grundlagde. Og på de måder der betyder mest, leverede han: den anspændte stemning og horror-design er genuint fremragende, de positive anmeldelser fortjente, fornemmelsen af at blive jagtet og under-udstyret præcis den tilbageblik-uhygge, du lovede. Når The Evil Within er skræmmende, er den ordentligt skræmmende.

Så bliver resten af pakken ved med at snuble over sine egne fødder. Historien er et kludret rod, karaktererne er tynde nok til at se igennem, og Sebastian Castellanos bruger spillet som en mand der følger et plot, han tydeligvis ikke kan tyde bedre end jeg kunne. Den tekniske side hjalp ikke: påtvunget letterboxing du forsvarede som filmisk, PC-optimerings-klager, og den generelle jank ved et spil der ville ligne en film og glemte, at det var et spil. Du havde en horror-instruktørs øje og en producers blinde vinkel.

Og sværhedsgraden, åh, sværhedsgraden. Survival horror er meningen at leve på knivsæggen mellem frygt og frustration, og du blev ved med at glide over på den forkerte side af den. Spidserne tippede uhygge til raseri ofte nok til, at kritikerne påpegede det, og de havde ret. Alligevel er splittende ikke det samme som dårligt. Du lancerede en franchise, der fortjente en bedre-anmeldt efterfølger i 2017, hvilket betyder, at fundamentet var solidt, selv da huset hældede. Du byggede noget værd at fikse, og nogen fiksede det.