Resident Evil Requiem

Capcom har en horror-hotserie som de fleste studier ville vaere misundelige paa, og Resident Evil Requiem fortsaetter traditionen med at faa voksne til at tjekke bag deres bruseforhaeng. Spillet deler sit DNA mellem to spilbare karakterer: Grace Ashcroft, en FBI-analytiker og datter af Outbreaks Alyssa Ashcroft, der sniger sig igennem foerstepersons-survival horror med begraensede ressourcer og et skrivemaskine-gemme-system, og Leon S. Kennedy der goer hvad Leon goer bedst: tredjepersons action-blodbad med skydevaaben, rundspark og et attitudeproblem. Dobbeltperspektivsystemet er ikke et gimmick. Det er hele spillets tesis, og det virker.

Graces sektioner er oprigtigt raadselvaaekkende. Wrenwood Hotel og Rhodes Hill plejecenter er masterclasses i atmosfaerisk horror. Hvert knirk, hvert flimmer, hvert moede med 'The Girl' (et monster du kun kan skade ved at udsaette det for lys) fik mig til at raekke ud efter pauseknappen. I mellemtiden er Leons kapitler ren Resident Evil 4-energi skruet op til elleve, med bosskampe der kraever baade dygtighed og ressourceplamnlaegning. Det faktum at du kan skifte mellem foerste og tredje person for begge karakterer viser et niveau af polering som de fleste studier ikke engang kan droeme om. Fem millioner eksemplarer paa fem dage lyver ikke. Dette er Capcom paa toppen af deres formaaen.

Hvor Requiem snubler er i tempoet af dets sidste akt. Efter mesterligt at have opbygget spaending igennem to sammenflettede historielinjer sat i og omkring ruinerne af Raccoon City, skynder konklusionen sig at afslutte traade involverende Victor Gideon og Connections-syndikatet paa en maade der ikke helt fortjener den emotionelle beloenning den raekker efter. Switch 2-porten er ogsaa maerkbart groverere end dens konsolsoeskende. Spilbar, bestemt, men du vil maerke ofrene. Og mens RE Engine med fuld ray tracing er smuk, minder nogle ydelsesdyk i de mere komplekse omraader dig om at selv Capcom ikke fuldt kan optimere perfektion.