Life is Strange: Reunion

Life is Strange: Reunion goer den ene ting fans har skreget om i et arti: det bringer Max og Chloe sammen igen og giver dem en historie vaard at fortaelle. Sat paa Caledon University efter begivenhederne i Double Exposure, vender Max tilbage fra en weekend vaek for at finde campus i brand. Hendes tilbagespolingskraft er tilbage, hun kan hoppe tre dage ind i fortiden ved hjaelp af et polaroid, og Chloe Price er endelig, naadigt, tilbage i billedet. For foerste gang i serien spiller du som begge karakterer. Det er fan service gjort rigtigt, hvilket vil sige, det er faktisk et godt spil under nostalgien.

Deck Nine har laert af deres fejl. Skrivningen er skaarpere, valgene foeles tungere, og forholdet mellem Max og Chloe har den slags gennemlevet varme som Double Exposures nye cast ikke kunne replikere. Dobbeltprotagonist-strukturen virker bedre end den har ret til. Max' sektioner laener sig ind i tidsmanipulationspuslespilene serien er kendt for, mens Chloes kapitler er raere, mere jordnaere og overraskende emotionelle. Campus-settingen er smukt realiseret, og mysteriet har nok drejninger til at holde dig gaettende uden at foeles konstrueret.

Hvor det snubler er hvor Life is Strange altid snubler: dialogen krydser lejlighedsvis graensen fra 'young adult' til 'skrevet af nogen der laeste et tweet om young adults.' Nogle bikarakterer foeles som om de udelukkende eksisterer for at levere eksposition, og spillets insisteren paa at give dig dialogmuligheder der faktisk ikke aendrer noget meningsfuldt er en franchise-tradition der er ved at slides. Men kernehistorien lander, den sidste akt leverer, og slutningen er den slags emotionelt tilfredsstillende konklusion som serien har fumlet mod i aarevis. Hvis dette er den sidste Max og Chloe-historie, er det en god at slutte paa.